Wearables forebygger komplikationer efter højrisiko-kirurgi

Nyheder • by

Professor, overlæge, dr. med. Ismail Gögenur fra Kirurgisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital leder den del af NorDigHealths studier, der arbejder med forebyggelse af komplikationer ved højrisikokirurgi, og han har fokus på nye kirurgiske behandlinger. I årets første nummer af magasinet Medicoteknik under temaet ”Kunstig intelligens i sundhedens tjeneste” skriver han om de såkaldte ”wearables” – små apparater, der måler patientens vitale funktioner efter operation og udskrivelse, og som kan forebygge genindlæggelser og alvorlige komplikationer.

Ph.d. Johan Clausen arbejder sammen med Ismail Gögenur med studiet, og de to forskere beskæftiger sig særligt med mave-tarm-kirurgiske patienter. Højrisikokirurgien på det område er eksempelvis operationer på patienter med tarmslyng, hvor afføringen ikke kan passere tarmsystemet, eller patienter med hul på tarmen. Ofte vil problemet og behovet for operation opstå akut, og det stresser patienten yderligere, forklarer Ismail Gögenur i artiklen.

Efter operationen har patienterne større risiko for at udvikle komplikationer, der kan medføre genindlæggelse – og i værste fald døden. Her kommer udviklingen af digitale metoder til at overvåge patienternes fysiologiske tilstand ind og hjælper med at forstå og forebygge komplikationerne. Patienterne udskrives med wearables, som løbende monitorerer patienternes vitale funktioner: Aktivitet, bevægelse, søvnrytme, hjerterytme, vejrtrækning og blodsukkerniveau. Disse data kombineret med maskinlæringsalgoritmer (kunstig intelligens), der analyserer dem, viser stort potentiale for at forudsige komplikationer, inden de bliver livstruende, skriver Ismail Gögenur.

Første skridt i den slags analyser er at monitorere en stadig større gruppe af patienter, så algoritmerne kan udvikles til at spore komplikationerne. Sideløbende udvikler man kliniske systemer, så læger og sundhedspersonale kan handle på de første tegn på komplikationer. NorDigHealth-studiet er et af forskningsstudierne, hvor der arbejdes med det. På sigt er der både menneskelige og økonomiske gevinster for patienter og sundhedssystemet ved at forebygge og undgå komplikationer og genindlæggelser.

Læs hele Ismail Gögenurs artikel i Medicoteknik her.

Go back