Ti patienter har testet reminder-app
Nyheder • by Søren Riisøe-Hansen
I Lübeck er prof. Dirk Rades i gang med at teste, om patienter med kræft i hoved-halsregionen kan have gavn af at bruge en særligt udviklet app. Appen er en reminder-app, som skal hjælpe patienterne til at foretage en grundig pleje af f.eks. munden eller huden.
I nogle tilfælde kan huden blive forbrændt efter behandling med stråleterapi, og hvis man ikke behandler huden med cremer regelmæssigt, kan det forhindre, at behandlingen kan fortsætte som planlagt. Det samme gælder munden, hvor en grundig hygiejne er vigtig for patienterne. En afbrudt behandling kan føre til, at man mister kontrollen med behandlingen og i værste fald er der større risiko for ikke at overleve sygdommen.
I samarbejde med firmaet Nextlabel har Prof. Dirk Rades udviklet en app, som nu i alt ti patienter har testet. Det er de første patienter ud af i alt 168, som skal inkluderes i forsøget. Håbet er, at appen skal hjælpe patienterne med at foretage den nødvendige pleje, som skal gøres fire gange om dagen. Det er noget, som kræver meget disciplin, noget som personale fra Klinik for Stråleterapi hidtil har hjulpet med. De i alt 168 deltagere i forsøget vil tilfældigt blive delt ind i to grupper. Den ene gruppe vil blive behandlet og påmindet som normalt, og den anden gruppe vil også blive behandlet og påmindet som normalt, men skal supplere med reminder-appen. Med resultaterne fra de to grupper vil prof. Dirk Rades kunne se, om appen har den ønskede effekt.