Smart ur skal få Stine ned i vægt: ”Jeg betragter mig ikke som direkte fed, men jeg er bange for at blive det”
Nyheder • by Fatma Güney
Stine Søgaard er 35 år og én ud af 70 borgere i Næstved, der gerne vil opnå et varigt vægttab og derfor tester GoBe3-uret i samarbejde med Sjællands Universitetshospital og NorDigHealth. Som en del af dette nye forskningsprojekt skal hun bære et særligt ur om håndleddet de næste tre måneder.
Stine Søgaard er udvalgt, da hendes BMI er over 25 - og dermed tilhører hun den velvoksne kategori af overvægtige danskere.
- Jeg er mor til tre børn på ét, tre og fem år og i takt med fødslerne har jeg taget på i vægt og buksestørrelsen har udvidet sig. Sådan er det bare gået og i dag vejer jeg 95 kilo.
Følg uret – målet er 80 kg
Studiet er det første af sin art herhjemme og på verdensplan, og forsøget skal vise om GoBe3-uret kan hjælpe Stine med et varigt vægttab. Den første måned skal hun leve som hun plejer og de næste tre måneder skal hun følge urets anvisninger og kalorie-optag.
”Jeg håber ikke at uret begynder at bippe helt vildt, hvis jeg spiser en Mars-bar. Men jeg tror, det vil hjælpe mig med at ændre vaner og komme ned i vægt. Jeg bliver aldrig nogen sylfide på 60 kilo. Målet er 80 kilo. Det er realistisk”, siger Stine Søgaard, der arbejder som ergoterapeut i Ringsted Kommune.
Søren Tvilsted er programleder på Sjællands Universitetshospital i Sjælland og han er imponeret over den store interesse for at være med i forsøget.
”Vi fik rundt regnet 170 henvendelser efter en artikel i Sjællandske med Freddy Blak (S), der sammen med seks andre regionspolitikere er testpersoner i forsøget. Det er imponerende ”, siger Søren Tvilsted.
Han håber at uret kan hjælpe overvægtige med at blive mere bevidste om, hvor mange kalorier de indtager og hvordan de brænder dem af igen.
"Jeg tror at rigtig mange har prøvet at veje deres mad. Det er super bøvlet, så uret her der måler kalorie-optaget gennem blodet er en langt nemmere løsning, når man skal måle sit kalorie-optag", siger Søren Tvilsted.
Flest kvinder
Fredag gik forsøget i gang. 24 mænd og 46 kvinder har meldt sig -og det er helt i tråd med tidens trend og tendenser, da kvinder generelt går mere op i mad og sundhed end mændene. Der deltager også ægtepar, der kan hjælpe og støtte hinanden, hvis nålen på badevægten tordner i vejret.
Forhåbentlig ender det ud i et varigt vægttab for de fleste - til stor nytte for både deltagere og forskere, der følger forsøget, der skal fremme folkesundheden.
Værd at vide
Det såkaldte GoBe3-ur koster omkring 1.200 kroner. De syv regionsrådspolitikere, der har været testpersoner, har også været på badevægten og flere er begyndt at tabe sig, men de endelige data er ikke klar endnu.
Om NorDigHealth
Navnet står for: Novel Regional Digital Solutions for Improving Health Ledes af: Forskningsprojekter og Klinisk Optimering, Sjællands Universitetshospital.
- NorDigHealth er et multidisciplinært forsknings- og innovationsprojekt, hvor slutbrugeren – borgeren – aktivt og rent fysisk er en del af løsningen. Helt centralt står, hvordan digitalisering og borgerinddragelse muliggør nytænkning i sundhedsvæsenet.
- Teknologien og datagenerering til forskningsbrug sker i vekselvirkning mellem borgere, forskningsprojekterne og virksomhederne, som stiller skarpt på, hvad ansvar for egen sundhed kan betyde for befolkningen – ikke blot i Danmark og Tyskland. Projektet taler ind i en bredere politisk debat som berører, hvordan velfærd bevares, når velfærdsstaten presses.