Færre centimeter og mindre sukker til politikere i regionsrådet
Nyheder • by Pernille Damborg Eden
Der var højt humør fra morgenstunden, da politikere fra regionsrådet i Region Sjælland var mødt op i Regionshuset i Sorø for at få en status på den første måneds deltagelse et nyt forskningsprojekt fra Nordighealth.
Spørgsmålet er, om politikerne har kunne holde sig til en sundere livsstil, når den lækre buffet har lokket og om de har fået motioneret efter en travl hverdag?
-Jeg har lagt min livsstil om, og har smidt alt sukker ud, fortalte Freddy Blak fra socialdemokratiet til de andre politikere, der sad og ventede på at få de kolde sundhedsfacts på bordet.
Det er Freddy Blak, der har inviteret de andre seks politikere til at deltage i Nordighealths forskningsstudie af et smartwatch, GoBe-uret. De skal på egen krop måle, om de kan motiveres til en sundere livsstil ved at bære det digitale ur, der blandt andet måler kalorieindtag, søvn og stressniveau.
Deltagerne er regionspolitikerne Freddy Blak, Trine Birk Andersen og Felex Birger Pedersen fra Socialdemokratiet. Evan Lynnerup, Kirsten Devantier og Flemming Damgaard Larsen fra Venstre. Anna Bondo Nielsen fra Enhedslisten.
Seks ud af de syv politikere deltog i dag og fik status på deres helbred efter den første måned på projektet. En var forhindret på grund af sygdom.
Status efter den første måned afslører færre centimeter
For en måned siden fik de syv politikere udleveret et GoBe-ur samt foretaget målinger af kroppen, taget blodprøver og lavet personlighedstests. I dag var dagen så kommet, hvor der skulle gøres status over kostvaner, taljemål, antal skridt om dagen og meget andet.
Først skulle der besvares et spørgeskema om kost og motionsvaner. Og her måtte Felex Birger Pedersen fra socialdemokratiet erkende, at GoBe-uret har afsløret, at han slet ikke går så mange skridt, som han ellers troede.
-Det kommer bag på mig, hvor lidt jeg rører mig, og hvor få skridt jeg går, når jeg går på arbejde, lyder det overrasket.
Faktisk troede han, at han gik op mod 10.000 skridt om dagen. Men GoBe-uret viser kun 2500 skridt om dagen i snit.
- Det synes jeg, er skræmmende, fortsætter Felex Birger Hansen.
Helt anderledes går det hos partifællen Freddy Blak, som er begyndt at gå mange ture. Han kan nu kan mærke, at konditionen er blevet bedre, efter han er blevet bevidst om, hvor meget eller hvor lidt, han bevæger sig.
De to partifæller skal nu have målt hofte og talje samt have svar på blodprøver og personlighedstests.
Der er røget nogle centimeter på kroppen. Og så er kolesteroltallet for højt hos dem begge. Men de to går mere op i svaret på personlighedstesten, som de får i dag.
-Det her bonner dårligt ud. Hvis det her kommer ud, bliver jeg aldrig genvalgt griner Felex Birger Pedersen, da han ser svaret på sin personlighedstest.
Turen er kommet til Flemming Damgaard Larsen fra Venstre, som tømmer alle sine lommer for mobiltelefon, pung og småting for at få det absolut bedste udgangspunkt for at få et lavere tal end sidste gang.
-Er det mindre? Jeg troede, at jeg havde udvidet mig, lyder det overrasket fra ham, da han får af vide, at der er tabt flere centimeter den første måned.
Ud med al sukker
Afsted til næste lokale hvor en vejning og måling af blodtrykket venter.
-Du er blevet et år yngre, lyder det, da Felex Birger Hansen har været på vægten. Der er også røget et par kilo siden sidst.
-Aj det er da fedt. Jeg er fuldstændig på rette vej. Der er liv i mig, du, udbryder Felex Birger Hansen glad.
Også her må han konstatere, at han får bevæget sig for lidt i løbet af dagen for at få et bedre vægttab indtil nu. Men uret har sikret, at Felex Birger Hansen ikke har taget mere på, trods for få skridt om dagen, lyder vurderingen.
-Er du klar til at veje mig?!, lyder det ivrigt fra Freddy Blak. Han kan selv mærke forskel, og vejningen afslører også, at der er røget fem kilo siden, han startede på projektet.
Han har nemlig lagt sin kost om og fået styr på sit sukkerindtag.
- Jeg kunne godt sidde med en pose slik om aftenen før, men det er slut nu. Det er rart at se, at det hjælper, siger han.
Planen er klar: flere gåture og færre portioner mad
For Felex Birger Hansen har den første måneds deltagelse i projektet vist ham, at det er svært at ændre sin livsstil alene. Han tror, det kræver, at flere fra familien deltager, så man har en eller flere makkere at støtte sig til. Han vil nu forsøge at få lagt en times gåtur ind efter arbejde med familien – og så kun tage én portion mad under måltiderne.
Freddy Blak har masser af energi til at fortsætte sit projekt, fordi han kan se, at det virker. Målet er at tabe yderligere fem kilo til næste og sidste måling om cirka to måneder.
Den sidste testdag venter om to måneder
Borgere i Næstved skal også deltage i projektet
Forskningsprojektet er en del af NorDigHealths studier af digitale løsninger og sundhed, der er støttet af Interreg Danmark-Tyskland.
De syv regionsrådsmedlemmer er de første forskningsdeltagere, men inden længe kan borgere, der bor eller arbejder i Næstved også tilmelde sig. Det eneste krav er, at de skal have en BMI på over 25 og generelt være motiveret for at tabe sig. Hvis du, eller en du kender, kunne være interesseret i at deltage i forskningsprojektet, så kan du skrive dig på her.
Du kan læse meget mere om GoBe-urets funktioner på udbyderens hjemmeside.