29 Patienter har deltaget i studiet om epilepsi
Nyheder • by Søren Riisøe-Hansen
NorDigHealths studier i epilepsi er godt i gang, og de første 29 patienter har deltaget i studiet. Formålet er at finde ud af, om epilepsipatienter ved hjælp af forskellige overvågningsapparater kan blive bedre til at identificere epileptiske anfald. Mange patienter rammes nemlig af anfald, som de ikke opdager, og det gør det svært for lægerne at give den optimale behandling og hjælp til patienterne. Men ved hjælp af måleudstyr, som placeres forskellige steder på hovedet, er det muligt at danne et mere komplet billede af alle de epileptiske anfald.
Studiet skulle have været udført på et plejehjem i Næstved, men grundet Covid-19 har dette ikke kunnet lade sig gøre. Derfor finder Jonas Munch Nielsen og Troels Kjær nu patienter ad andre veje – det er dog ikke noget, som påvirker studiet på nogen måder, forklarer Jonas Munch Nielsen.
Jonas Munch Nielsen og Troels Kjær har fået Lotte Schelde Olsen med på holdet, og hun skal lave en kvalitativ analyse af, hvordan det påvirker patienterne at bære de forskellige apparater, som overvåger epilepsianfaldene. Her er målet at interviewe i alt ti patienter, som har deltaget i forsøget, og Lotte Schelde Olsen er godt i gang. Af foreløbige resultater nævner hun, at patienterne både reagerer positivt og negativt på at have apparater på, som er synlige, f.eks. et apparat, som sidder bag øret. Patienterne påpeger nemlig, at deres sygdom pludselig bliver synlig for omverdenen, hvor den før var skjult. For nogle af patienterne er dette en rar ting, mens andre opfatter det som skamfuldt og foretrækker at kunne skjule det.