NorDigHealth fusionerer forskning og kunst i Næstved til Kulturnat

Hvordan fik du idéen til Tal-i-Søvne og hvilke tanker har du gjort dig om kunstinstallationen?

Idéen kom i en brainstorm hvor vi diskuterede hvordan man kunne formidle forskningsprojekterne på NorDigHealth. Oprindeligt var idéen at der skulle hænge en gigantisk mobiltelefon over en seng, for at illustrere den skygge teknologien kastede over søvnen, men det var meget besværligt, og muligvis lidt farligt. På vej hjem slog det mig, at det ville både være nemmere og sikrere hvis man i stedet for en stor telefon, havde mange små telefoner, der så til gengæld begravede ”mennesket” i sengen. Jeg tror også det er mere nærværende for den enkelte tilskuer, fordi det illustrerer hvad de fleste af os gør nu, men bare på en absurd skala. Ofte skal der jo en ekstrem udgave af en problemstilling for at rette vores opmærksomhed imod den. Det er jo påfaldende da problemstillingerne indenfor sundhedsforskning jo er rigtige alvorlige og ofte ekstreme. Men fordi de er fjernet fra os, og af nødvendighed gjort abstrakte i forskningen af dem, ender de ofte med at blive fjerne fra individet. Det er her jeg tror at kunsten kan komme ind i billedet. Ved at skabe en klar, måske lidt overdrevet, manifestation af projektet som borgerne kan interagere med, bliver problemstillingen gjort virkelig og nærværende, og trækker individer ind i forskningen frem for at fremmedgøre dem.

Hvad har været den største udfordring ved at skabe kunstværket?

Det har helt sikkert været byggeprocessen. Vi fandt hurtigt ud af at det ikke kunne lade sig gøre at låne rigtige mobiltelefoner. Derfor besluttede vi os for at håndlave dem. Jeg er ikke så fiks på hænderne, hvilket gjorde opstarten lidt langsommeligt. Heldigvis har jeg bygget sengen sammen med smedelærling Johannes Lund Kirst der har lært mig om metal og bandeord. Men som han siger er 80 procent af processen dedikeret til de første 20 procent af arbejdet, og omvendt. Det har han såmænd haft ret i, og jeg tror også det er indikativt for NorDigHealths største styrke: Et stærkt, lærerigt samarbejde der producerer solidt resultat.

Hvordan har samarbejdet med Næstved været?

Samarbejdet har fra begyndelsen været positivt. Selvfølgelig har jeg været i tættest kontakt med Grønnegade Kaserne, som jo står for projektet, men alle jeg har snakket med, og jeg har snakket med mange, har været lige så åbne, hjælpsomme og venligt stemte overfor projektet. Det er jo meget heldigt, da samarbejde og positiv kontakt med Næstved er en kerneværdi for hele projektet.

Risikerer man ikke, at det fjerner fokus fra forskningen?

Tværtimod. Når vi på en sådan vis dedikerer en særlig enhed til at formidle forskning, får selve forskerne mere tid til at fokusere på selve forskningen. Vi kan endda være dem til hjælp som vi for eksempel er i Tal-I-Søvne der delvist drejer sig om at rekruttere deltagere til kliniske forsøg. Hvad angår borgernes fokus på forskning, så tror jeg at en fysisk manifestation som kan ses, mærkes og interageres med gør forskningens betydning som en del af borgernes kropslige virkelighed.

Er det her fremtidens formidling?

Jeg tror det er en del af fremtidens formidling, ja. På samme måde som vi er nødt til at innovere teknologi for at kunne imødekomme fremtidens behov, er vi nødt til at innovere måden at vi griber formidlingen af samme an. Jeg håber at det bliver muligt at lave en lignende opstilling i måske Tyskland, men samtidig vil jeg gerne undgå ren strømlining. Forskning er ofte specifikt og tilpasset nogle særlige problemstillinger. For at kunne formidle det på en vis der både er spænende og fyldestgørende, må have øje for projektets særegenhed og netop formidle det på en tilsvarende særegen manér.