Lysfest i Sorø – og flere events forude

Nyheder • by

OBS: På grund af corona-situationen er Fehmahrnbelt Days og Folkemødet 2020 desværre aflyst. Vi håber, der bliver andre muligheder for at møde jer derude på den anden side af corona.

Den sidste lørdag i januar fejrede Sorø traditionen tro Kyndelmisse Lysfest, som er Sorøs kulturnat. Spektakulære lysinstallationer, kunst og kultur i alle afskygninger indtog byens rum sammen med flere tusind mennesker, der kom for at se lyset i mørket. Interreg Deutschland-Danmark havde valgt Lysfesten som rammen om en Interreg-karavane i Region Sjælland, og derfor deltog NorDigHealth sammen med flere andre Interreg-støttede projekter på standen i Holberg-arkaden.

Vi fortalte om vores samarbejde om forskning og sundhedsteknologi på tværs af den dansk-tyske grænse, som skal være med til at gøre en positiv forskel for borgerne og sundhedsvæsenet i regionen – og vi lyttede til de besøgendes spørgsmål, gode idéer og historier om det at være borger i regionen. Alt i alt en virkelig fin aften, hvor vi både informerede og selv blev klogere – tak til alle borgerne, der kom forbi og gjorde det muligt.

Vi ser frem til at møde flere af jer til karavaner og arrangementer i løbet af året – blandt andet Fehmarnbelt Days i Weissenhäuser Strand, Ostholstein den 17.-18. maj og til Folkemødet på Bornholm 11.-14. juni, hvor vi har et stort program med en række debatter og diskussioner om sundhedsteknologi og fremtidens sundhedsvæsen. Sæt kryds i kalenderen allerede nu og find os i Liv & Sjæl-området ved Kæmpestranden i Allinge!

Fotos: CHN foto – Christian Hartoft-Nielsen

Go back