App til gravide skal gøre det lettere at holde øje med, om blodtrykket er for højt
Nyheder • by Søren Riisøe-Hansen
Omkring hver 20. kvinde, som kommer forbi sin læge i forbindelse med en graviditet, får målt sit blodtryk til at være for højt. Det er altid godt at undgå for højt blodtryk, men især i forbindelse med graviditet, da det kan være et tegn på svangerskabsforgiftning – noget som rammer 2 – 3 % af alle gravide i større eller mindre grad. Derfor får gravide, som får målt et for højt blodtryk ved lægen, informationsbrochurer med hjem, men lægerne formoder, at kun omkring 10% af kvinderne rent faktisk læser dem.
Fødeafdelingen på Sjællands Universitetshospital i Roskilde er nu begyndt at arbejde med, at kvinderne selv skal måle deres blodtryk derhjemme og derefter taste resultatet ind i Min Sundhedsplatform. På den måde kan lægerne følge med i udviklingen. Grunden til at blodtrykket skal måles hjemme i stedet for ved lægen er, at mange bliver nervøse, netop fordi de er ved lægen eller på sygehuset, og deres blodtryk derfor er ekstra højt i denne situation uden at være det i dagligdagen.
Sammen med måleudstyr får de gravide kvinder en app med hjem, som hedder Mit Forløb. Og nu vil lægerne på fødeafdelingen i Roskilde gerne have ekstra information om, hvordan patienterne bruger appen. Derfor er der hen over sommeren søsat en undersøgelse, hvor 8 – 15 brugere af appen skal interviewes om deres brug af appen. De vil først og fremmest blive spurgt, om de mener, at appen rent faktisk fungerer godt og giver værdi, men også hvilke funktioner de bruger, og om de giver værdi. Vigtigt er også at finde ud af, hvad der ikke fungerer med appen, og hvilke funktioner brugerne ikke benytter sig af.
Det er ikke kun svangerskabsforgiftning, der er risiko for, når man som gravid har for højt blodtryk, der er også større risiko for, at man senere udvikler hjerte-kar-sygdomme.