Øjenlæger arbejder på at forhindre folk i at blive blinde

Nyheder • by

Hvorfor buer flagstangen så underligt på midten, og hvorfor ser den ellers lige lygtepæl pludselig skæv ud? Og hvad er det for en lille, sort prik i midten af mit synsfelt? Stiller du dig selv disse spørgsmål og er over 60, så er det på tide at komme til øjenlægen. For det er nemlig nogle af de mest almindelige symptomer på øjensygdommen AMD, aldersrelateret makula degeneration.

Sygdommen er en af de hyppigste årsager til blindhed, men alligevel er der mange, der ikke kender symptomerne og derfor kommer for sent til lægen. Og mange patienter har svært ved at forklare, hvad der er galt med deres syn, når de først sidder overfor en læge.

Det er netop disse problemer, som øjenlægerne Torben Lykke Sørensen og Anders Jürs ved Sjællands Universitetshospital er ved at finde en løsning på. Det gør de som en del af NorDigHealth, og deres forskning bliver uddybet i dette års forskningsrapport, som Region Sjælland har udgivet i juni måned.

Og forskningen er enormt vigtig, da mange ældre mister synet på grund af manglende kendskab til sygdommen.
- Den gode nyhed er, at vi kan behandle patienter med våd AMD med indsprøjtninger, der holder sygdommen i ro, så man kan bevare sit syn. Den dårlige nyhed er, at de fleste ældre slet ikke kender sygdommen eller symptomerne og derfor kommer så sent, at vi kun kan bremse sygdommen, men ikke redde den del af synet, man allerede har mistet, siger professor Torben Lykke Sørensen, som leder studiet.

Apps skal gøre det lettere at opdage sygdommen

I dag bruger man et såkaldt amsler-kort for at finde ud af, om man har AMD, og om sygdommen udvikler sig. Amsler-kortet er et kvadratisk gitter på et stykke papir, lidt som en skoleelevs regnehæfte. Med dette kort tjekker man, om linjerne ser lige ud, men ifølge øjenlægerne er det ikke særligt præcist, og mange ældre har svært ved at vurdere, om der sker en forandring i synet. Det skal to apps lave om på. De skal både lette arbejdet for lægerne og livet for patienterne. Det forklarer læge og ph.d.-studerende Anders Jürs.
- Mange patienter har svært ved at forklare deres læge, hvad der er galt med deres syn, og hvor forstyrrelsen sidder i øjet, når de bruger den traditionelle amsler-test. Ved at bruge apps, som kan samle informationer fra patientens synstest og give dem til os læger, håber vi at få et mere præcist billede af, hvilke symptomer patienten har, så vi kan behandle dem hurtigere og bedre, siger Anders Jürs i forskningsrapporten.

Projektet kører indtil udgangen af 2021, og til den tid er håbet, at patienterne skal kunne få en app med hjem på en tablet i stedet for et amsler-kort. Lige nu handler det om at finde ud af, om appsene er præcise nok, og om lægerne kan bruge resultaterne. Selvfølgelig også om brugervenligheden af appsene, for de skal kunne benyttes af ældre, som ikke ser så godt.

 

NorDigHealths forskere og deres studier profileres i Region Sjællands årsrapport for forskning, der i år har fokus på sundhedsteknologi. Find hele forskningsrapporten her.

Go back